29JulEksklusive pelsjakker til vinterbrylluppet
Bryllupper holdt i et efterårs- og vinterlandskab er noget, der altid har tiltrukket mig, ikke mindst på grund af kontrasten imellem de røde kinder fra en frisk tur i den kolde luft, og den dybe varme fra pejs, stearinlys og brudeparrets, vennernes og familiens nærvær og kærlighed. Er du så heldig at skulle giftes i de magiske vintermåneder, så kan du ikke komme uden om at smyge dig i en dejlig blød og fed stola eller bolero fra Copenhagen Artifical Fur. Som selskabsnavnet antyder, er disse lækre jakker lavet af kunstig pels, så du kan ligne en russisk prinsesse uden dårlig samvittighed. De smukke beklædningsstykker er i øvrigt designet af Carsten Juhl, som har designet flere eksklusive brudekjoler i New York, samt tilbragt en længere periode hos Ben De Lisi i London.

Jakkerne har et tidsløst design, fra den klassiske helfarvede hvide stola til den sort-hvide jakke, som du garanteret vil bruge igen og igen efter brylluppet. Copenhagen Artificial Fur åbner deres webshop allerede i August, og holder ellers til i smukke lokaler tæt på Kongens Have i København, hvor Carsten gerne designer en jakke efter dine ønsker. Se flere billeder nedenfor, og tjek resten af kollektionen på Copenhagen Artificial Furs hjemmeside, www.cartfur.com
























