31JulInspiration til bordopdækning – pink og turkis

Min lillesøster har snart fødselsdag, og jeg har tilbudt at hjælpe med mad og dekorationerne. Hun er en pige med ben i næsen, har spillet fodbold lige så længe jeg kan huske, så det må ikke være for pussenusset. Til jul var hendes højeste ønske disse pink fodboldstøvler, og for et års tid siden malede hun spiserummet en stærk, turkis farve. Det var derfor ikke svært at blive enige om de farver, som der skulle pyntes op med :)
Jeg huskede med det samme disse lækre billeder som jeg havde set fra Eclatante Events som var et inspirationseksperiment til et forårsbryllup. Man har brugt et hint af mørk violet her og der, som jeg synes fungerer rigtig godt til at tone de stærke farver ned med, og jeg vil bruge noget lignende – dog tror jeg det bliver bordeaux, da jeg forventer der bliver en del rødvin, og jeg tror faktisk det vil fungere godt med mørkerøde roser hist og pist.

Jeg tror dog, at stilen bliver en lidt anden, men jeg er ikke blevet helt enig med mig selv, hvad det skal være. Jeg har set nogle materialer som faktisk ville passe godt ind i en form for indisk eller marokkansk stil… Hmm, vi får se.






















