26AugDIY: Organiske vaser

Da jeg var i en boghandler i Sverige forleden, faldt jeg over en bog med titlen “Bordsdekorationer” af Tone Rörseth med billeder af Erika Lidén. Jeg blev helt fortabt i denne bog, som viser 10 smukt opdækkede borde med naturen som pynt, og måtte straks købe den, selv om mit svenske er tæt på ikke-eksisterende. Men billederne… dem kunne jeg sagtens forstå. Det er en super inspirationskilde med nemme instruktioner.

Med elementer fra naturen fra hver årstid, viser Tone hvordan man kan skabe smukke borddekorationer med blomster, grene, frugter og grøntsager. Der er flere geniale ideer, men især var det disse vaser af auberginer, som jeg ikke kunne stå for, og straks måtte hjem og prøve. De er grafiske og organiske, og supernemme at lave. For en gangs skyld ligner dekorationerne dem på billederne :)
Auberginer er nemme at skære i, og konsistensen minder om oaser. Man behøver derfor ikke udhule auberginen særlig meget, da man sagtens kan stikke resten af stilken ned i auberginens kød, og få blomsten til at stå ligesom man vil have det. Husk at hælde vand ned i hullet på auberginen.





























