12OctDigitale bryllupsmagasiner – Utterly Engaged
Der er mange skuffede brude i USA efter meldingen om, at to af de mest populære bryllupsmagasiner – Modern Bride og Elegant Bride - nu stopper. I det hele taget ser det ud til, at bryllupsmagasiner har det hårdt (Jeg måtte blandt andet gå forgæves efter danske Woman Wedding da det endelig blev min tur at være forlovet – forlaget nåede kun at udgive 9 numre :( ).
Heldigvis er der masser af digitale (og gratis!) inspirationskilder til at udfylde det hul, det kan komme til at efterlade sig. Ud over de mange blogs der eksisterer rundt omkring, har man taget det mere klassiske magasinformat til sig andre steder. Et af de mest (eneste?) seriøse digitale magasiner er Utterly Engaged, et amerikansk elektronisk magasin som udkommer en gang om måneden og som i dag indtil videre er nået til 4. nummer. Her er virkelig skønne billeder, taget af meget dygtige fotografer (bl.a. Stephanie Williams, som jeg elsker på grund af sine æteriske billeder) og sat lækkert op af talentfulde grafikere. Jeg er selv imponeret over det meget unikke og helstøbte udtryk.


Indholdet er målrettet (amerikanske) gør-det-selv brude, og indeholder inspiration til gør-det-selv projekter, trends, bryllupsreportager og interviews med leverandører i bryllupsbranchen.
Indtil videre må man nøjes med at bladre i bladet på skærmen, men de arbejder på højtryk på at give læserne muligheden for en PDF version som kan printes ud.
Ja, det er selvfølgelig ikke helt det samme som at bladre i et friskt magasin med glittede sider, skarpe billeder og dybe farver, så jeg vil fortsat købe mine yndlings bryllupsblade (selv om det er en dyr affære!)… Men med så lækre, digitale versioner, så nærmer vi os alligevel et tilfredsstillende alternativ.
I Danmark er vi mange der venter spændte på det nye, danske elektroniske bryllupsmagasin, Wedding Secrets. Skriv dig op her hvis du ønsker at få tilsendt første nummer så snart det udkommer.




























