21FebBryllupsblogs: kilder til uendelig inspiration
Jeg finkæmmer dagligt blogosfæren, både for at finde inspiration til mit eget bryllup, og for at videregive de bedste ideer her. Der er virkelig uendelig meget og smuk inspiration at hente, og ja, jeg er ikke til at drive i seng om aftenen… For dog ikke at gå helt ned med stress over alle de dejlige blogindlæg jeg gerne vil læse hver dag, er jeg dog ind imellem nødt til at revidere min liste på bloglovin’… nogle enkelte weblogs har altid bestået og forsvinder nok aldrig. En længere liste af rigtig gode blogs kan findes i kolonnen til højre – i dette indlæg har jeg dog valgt at fremhæve dem, jeg personligt læser hver eneste dag.
Green Wedding Shoes

Ubetinget min favoritblog. Hver gang jeg ser, at Jen har skrevet et indlæg, så bliver dette læst – der er aldrig nogen tvivl, og stort set alle hendes indlæg falder i min smag. Hun har en fantastisk stil, ovre i det lidt indie og økologiske, lidt rå og altid, altid topstilfuldt!
100 Layer Cake

Pigerne hos 100 Layer Cake har designet et ultraflot site, hvor der virkelig er kælet for detaljen. Et af deres mest populære features er deres ‘farvekort’ – små inspirationscollager, som har til formål at udforske farvesammensætninger og stemning, mere end egentlige detaljer for bryllupper.
Once Wed

Bloggen, som egentlig lagde ud med at være et forum for brude så de kunne sælge deres brugte brudekjoler, er i høj grad blevet en bryllupsblog med en god, fast antal læsere. Størstedelen af bryllupperne på hendes site er rustikke, afslappede, alternative og meget DIY, og ofte er det her, jeg finder de fleste detaljer, som jeg selv kunne finde på at genskabe.
Oh So Beautiful Paper

Dette er ikke en decideret bryllupsblog, men det er den første blog som jeg husker at have opdaget da jeg først begyndte at fordybe mig i fine, bryllupsrelaterede detaljer. Nole finder ikke bare flotte bryllupsindbydelser frem – hun finder helt igennem unikke indbydelser – og ind imellem andre typer papirvarer med de lækreste detaljer, farvekombinationer, skrifttyper, letterpress, koncepter. Hun kender alle de bedste (amerikanske) leverandører, og præsenterer produkterne super, supersmukt.
Style Me Pretty

Hvor var vi henne uden Style Me Pretty? Det er ubetinget den største bryllupsblog der findes, hvor der hver dag blogges om det ene, skønne bryllup efter det andet. Men sitet tilbyder meget, meget mere end det – gallerier og brudekjolealbums. For nyligt udvidede sitet med Style Circle, hvor læserne selv kan blogge og bruge online værktøjet til at skabe deres helt egne inspirationscollager… Mit yndlingsfeature er især, når der køres Inspiration to Reality, hvor læsernes inspirationscollager omdannes til ægte photoshoots. Sitet er en kæmpe inspirationskilde, og trendsetter indenfor bryllupper.
Jeg læser nu ikke Style Me Pretty hver dag – der kommer for mange indlæg til, at jeg kan følge med. Men bloggen er en stor inspiration, ikke kun inden for bryllupsdesign, men også inden for bryllupsblogs, da Abby er så sød at dele sine mange erfaringer i Style Me Prettys søsterblog, Back Stage.
Snippet and Ink

Jeg har skrevet om Kathryn mange gange før på denne blog. Egentlig var hendes blog en, der tog mig lidt tid at komme ind i, men efterhånden er jeg begyndt at holde utroligt meget af hendes inspirationscollager, som langt størstedelen af hendes weblog består af. Hun har et fantastiskt øje for at sammensætte farver og detaljer til helt gennemførte koncepter, og hun har en evne til at få mig til at sidde længe og studere hendes mindeværdige billeder – og finde dem frem igen og igen og igen…
Bliv Smuk

Betsey blogger om skønhed og bryllupper, og har altid helt unikke indlæg og skønne billeder i sin blog. Så vidt jeg ved, er dette Danmarks ældste blog, der samler detaljer og inspiration til bryllupper, da der er indlæg siden starten af 2007. Betsey startede for nyligt sin egen papirbutik, Paperlush, hvor vi alle kan få glæde af hendes gode smag i form af kort og indbydelser.
Hvad med dig – hvilke er dine favorit inspirationskilder? Skriv en kommentar!























Jeg er allerede fuldstændig afhængig ad stylemepretty, men 1000 tak for at vise mig de andre skønne sider :-)
Man kan aldrig få for meget bryllupsinspiration.
Ja, man skal være helt ny i bryllupsblogverden, hvis ikke man kender Style Me Pretty :) Der er ikke mange point til mig for originalitet dér, men inspirerende er Style Me Pretty helt sikkert!