about advertise submissions diy real weddings

DIY: Lanterner til fyrfadslys

Category: DIY   |   Author: Elizabeth   |   1 comment No colors

De er så geniale, de her lanterner. Jeg elsker kalkepapir, og har det liggende i flere farver og tykkelser. Jeg kan bedst lide det helt enkle og hvide, så kan jeg altid printe et flot mønster på. Hvis jeg får tid, vil jeg lave en hel klase af dem her i weekenden, eller måske i Bededagsferien. De vil se så fine ud hængende fra grenene eller festteltet, når først vejret er til lidt sommerfest – og mon ikke de vil komme til at se helt fantastiske ud om aftenen, hængende fra træerne?

Til projektet er det vigtigt at bruge batteridrevede fyrfadslys i stedet for de almindelige, for ikke at risikere brand. Det gode er, at de kan holde i mange, mange timer, så man slipper for at skulle skifte dem ud hver fjerde time og så oser de heller ikke hvis man bruger dem indendørs… og sidst men ikke mindst, så skal man ikke rode med ledninger, som det er tilfældet med lyskæder. De findes efterhånden til priser mellem en 10er og en 20er – de helt billige er dog alt for gule i farven efter min smag.

Materialerne der bruges til projektet er så enkle:
a: et LED (batteridrevet) fyrfadslys
b: stifter
c: stofbånd
d: kalkepapir (vellum)
e: dobbeltklæbende tape
f: synål og tråd
g: papirblomster til at dekorere hanken med
h: nål til at prikke monogram ud
i: udskrift af monogram

Kalkepapiret klæbes fast til fyrfadslyset med det dobbeltklæbende tape, hvorefter stifterne bruges til at hæfte stofbåndene fast. Hanken kan eventuelt dekoreres ved at sy små blomster på. Den fine detalje med monogrammet opnås ved at prikke hul i papiret, ved at bruge et udskrevet monogram som skabelon.

Se den detaljerede vejledning på Project Wedding.



1 comment for “DIY: Lanterner til fyrfadslys”

  1. JSG says:

    Ej hvor fint. Til et bryllup i haven ville det være så skønt på lidt grene rundt omkring, sikke en stemning man kunne få kreeret, og så på den lette og ikke så farlige måde endda!

What do you think?